Danmarks beslutning om at trække sin støtte til syriske flygtninge fra Damaskus og Damaskus-regionen er i direkte konflikt med EU-Kommissionens officielle position og strider imod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, såvel som UNHCR’s minimumskrav for beskyttelse af flygtninge. I en direkte udveksling med SACD (Syrian Association for Citizen’s Dignity) har den danske udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye, ikke været i stand til på tilstrækkeligt grundlag at retfærdiggøre denne beslutning eller besvare nogle af de nøglespørgsmål som har placeret Danmark blandt de lande der udøver pres på syriske flygtninge for at vende tilbage til en usikker, og potentielt livsfarlig situation i Assad-dominerede områder af Syrien. I stedet overvejer de danske myndigheder, ifølge vores informationer, at udvide sin vurdering af at ”sikkerhedssituationen er betragteligt forbedret og muliggør tilbagevenden,” som blev anvendt til at nægte beskyttelse til syriske flygtninge fra Damaskus og Damaskus-regionen, til også at omfatte områder i Hasakeh og Aleppo.

Advarsler fra Syrian Association for Citizen’s Dignity overhørt

Siden de første indikationer på at den danske regering overvejer at gennemføre en sådan beslutning, har The Syrian Association for Citizens’ Dignity arbejdet på at påvirke de danske myndigheder og andre relevante institutioner, for at forhindre det der kan vise sig som en farlig præcedens og bringe utallige syriske flygtninge, der i tredjelande har søgt refugium fra konflikten og den undertrykkelse de var udsat for i Syrien, i fare. Også før når har vi henvendt os til institutioner i EU, som Danmark er et aktivt medlem af, og leveret dokumentation og beviser for at syriske flygtninge der tvinges til at vende tilbage til Assad-dominerede områder i Syrien, risikerer tilbageholdelse eller bare at forsvinde, tortur, død, tvungen værnepligt, afpresning og chikane. Siden juli 2020 har vi afholdt møder med udsendinge, arbejdet med internationale menneskerettighedsgrupper og offentliggjort dokumenter der demonstrerer den fejlbehæftede og selvmodsigende karakter af Det Danske Flygtningenævns vurdering af at Damaskus og Damaskus-regionen er sikre at vende tilbage til for syriske flygtninge. Senest har vi i april i år henvendt os direkte til Danmarks udlændinge- og integrationsminister, udenrigsministeren samt Flygtningenævnet med et indlæg der klart fastslår at Danmarks beslutning er i direkte strid med ECHR’s artikel 3, UNHCR’s minimumskrav for beskyttelse af flygtninge og Danmarks egne tidligere erklæringer angående situationen i Assad-dominerede områder.

I indlægget anførte vi, støttet af to bilag der dokumenterer den nuværende situation i Assad-dominerede områder, at konklusionerne i det danske udlændinge- og Integrationsministeriums og den danske Udlændingestyrelses Country of Origin’s (COI)-rapporter tilbage til 2018, og senest gentaget i oktober 2020, om at ”sikkerhedssituationen i Damaskus og Damaskus-regionen er markant forbedret” var fejlagtige, ligesom, følgelig, Flygtningenævnets afgørelse om at ”situationen i Damaskus har ændret sig, således at mennesker ikke risikerer at blive mishandlet i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention alene som følge af deres tilstedeværelse.”

Disse rapporter og den efterfølgende vurdering anvendt af Flygtningenævnet undlader at dokumentere og påpege de virkelige trusler som flygtninge risikerer at blive udsat for hvis de vender tilbage; de undlader at illustrere den fortsatte usikkerhed og undertrykkelse mennesker udsættes for i disse områder nu; Flygtningenævnets vurdering indeholdt åbenlyse modsigelser mellem de informationer den fremfører og den endelige vurdering den foretager; de undlader til fulde at inddrage pålidelige informationer fra organisationer såsom The Syrian Association for Citizen’s Dignity og The Syrian Network for Human Rights, skønt de påstår at have brugt vores rapporter som ”baggrundsmateriale”.

Skønt Flygtningenævnets beslutning citerer dansk lovgivning – nemlig Udlændingeloven, sektion 7, afsnit 3 – som grundlag for at ophæve beskyttelsen af den enkelte syrer, har SACD tydeligt fastslået, at en sådan beslutning er i direkte strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions Artikel 3, der erklærer at ”ingen må udsættes for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.” Vi mindede udlændinge- og integrationsminister Tesfaye om at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol erklærede at grundlaget for Artikel 3 siger at stater ikke kan deportere eller udvise personer som risikerer at blive udsat for tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i modtagerstaten, og at denne bestemmelse forbyder udvisning af en person til et andet land hvis vedkommende der risikerer at blive udsat for tortur. Det er veldokumenteret at situationen i Damaskus og Damasskusregionen, såvel som resten af Syrien, absolut ikke er sikker for flygtninge at vende tilbage til, da de risikerer at blive udsat for arbitrær arrestation, tortur og umenneskelig behandling og enhver udvisning eller forflytning af syriske flygtninge til Damaskus eller nogen anden del af Syrien, og i særdeleshed områder styret af det syriske regime, vil stride imod artikel 3 af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ingen individuel vurdering kan fritage nogen syrisk flygtning fra noget område af landet, heller ikke fra Damaskus, fra denne trussel.

Truslen imod de mennesker der er flygtet fra Syrien, er uendeligt meget større end mod dem der blev i landet. Denne trussel illustreres bedst i en erklæring fra det syriske regimes chef for Flyvevåbnets Efterretningstjeneste, Jamil al-Hassan, der eksplicit har udtalt at regimet kun ønsker loyalister i Syrien: ”Et Syrien med 10 million pålidelige mennesker der er lydige i forhold til ledelsen, er bedre end et Syrien med 30 millioner vandaler. Efter otte år vil Syrien ikke acceptere tilstedeværelsen af kræftceller, og de vil blive fjernet øjeblikkeligt.”

Paradoksalt nok har det danske Flygtningenævns ledelse selv, fire gange siden juni 2019, understreget behovet for at anvende et forsigtighedsprincip mht. beslutninger der handler om at ophæve syrernes beskyttede status og at vurdere det til deres fordel, hvis der skulle være tvivl. Antallet af udvisninger, frem til i dag, antyder at dette forsigtighedsprincip ikke er blevet anvendt.

ECHO’s position bekræfter Danmarks konventionsbrud

Danmarks beslutning har placeret landet i en unik global position. Til dato har ingen regeringer formelt konkluderet at Syrien er sikker nok til at man kan ophæve beskyttelsen af enkeltpersoner i større skala. Dette er endnu ikke sket i nærregionen, selv blandt det syriske regimes allierede, som Libanon, og er i modsætning til de fælles positioner i EU dokumenteret i den nylige BC5-udtalelse og udenrigsministererklæringer og en eksplicit bekræftelse SACD modtog fra EU-Kommissionens Generaldirektorat for Civil Beskyttelse og Nødhjælpsoperationer (ECHO). I en besked til SACD udtaler en ledende embedsmand fra ECHO eksplicit at ”EU gentagne gange har understreget at enhver flygtnings tilbagevenden til Syrien skal være frivillig, sikker, værdig og holdbar, og i overensstemmelse med international lovgivning, inklusive princippet om non-refoulement. EU’s holdning mht. tilbagesendelse af flygtninge har ikke ændret sig. Tilbagevendte flygtninge risikerer blandt andre farer, stadig at blive udsat for adskillige forhindringer og trusler såsom tvungen værnepligt, vilkårlig tilbageholdelse, at forsvinde, blive tortureret, og udsat for fysisk og seksuel vold.”

Derudover strider beslutningen om at ophæve beskyttelsen af syriske flygtninge imod Danmarks egen Syriens-politik, hvad angår sikkerhedsapparatets farlige karakter og behovet for ansvarlig behandling af og retfærdighed for de indsatte i syriske fængsler, hvor den hidtidige praksis blot fortsætter.

Ekstremt bekymrende for alle fordrevne syrere er betydningen af de danske myndigheders beslutning, der kan skabe præcedens i andre lande i EU og andre lande, som pt. tilbyder beskyttelse til syriske flygtninge. Bekymrende er også at den danske Udlændingestyrelse muligvis overvejer at udvide sin vurdering til også at omfatte andre dele af Syrien, herunder også Hasakeh og Aleppo. Det bør atter fastslås at dette strider imod alle de tilgængelige beviser for den fortsatte undertrykkelse syrere i områder kontrolleret af det syriske regime.

Som følge heraf har SACD bedt udlændinge- og integrationsministeren om at besvare følgende spørgsmål:

  • Hvorledes er man kommet frem til beslutningen om ikke at forny eller ophæve beskyttelsen af individuelle syriske flygtninge fra Damaskus og Damaskus-regionen?
  • Hvilke kriterier ligger til grund for vurderingen af at ophævelse af beskyttelse og tilbagesendelse til Syrien i disse sager om flygtninge fra Damaskus og Damaskus-regionen ikke vil være i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention?
  • Hvad er grundlaget for at fortsætte med at anvende Udlændingelovens sektion 7, underafsnit 3 som basis for ophævelse af beskyttelse, for at retfærdiggøre disse beslutninger?
  • Vil udlændinge- og integrationsministeriet genoverveje sin vurdering ud fra Europa-domstolens beslutning à 19. november, som fastslog, eksplicit om Syrien, at mennesker der flygter fra tvungen værnepligt i Syrien, kan kræve at blive tildelt flygtningestatus i EU?
  • Hvordan besluttede I hvilke emner, underemner og researchspørgsmål der burde belyses og besvares, da I opstillede referencetermerne for COI-rapporterne om Damaskus, Damaskus-regionen og øvrige geografiske områder? Hvorfor dækker dette ikke det fulde omfang af de sikkerhedsbekymringer syrere imødegås af i Syrien, eller ved tilbagevenden hertil? Er den danske regering åben overfor at revidere rækkevidden af disse rapporter og definere referencetermer og rækkevidde i overensstemmelse med relevante professionelle vurderinger og i henhold til de fordrevne syrere selv?
  • Hvad er Udlændinge- og Integrationsministeriets holdning til selvmodsigelserne i COI-rapporten fra oktober 2020 der tjente som grundlag for de nylige beslutninger om at ophæve beskyttelsen af syriske flygtninge fra Damaskus og Damaskus-regionen, da informationerne i denne rapport direkte modsiger dets endelige vurdering?
  • Hvorfor har Ministeriet nedgraderet rapporter fra SNHR, SACD og andre troværdige syriske og internationale organisationer til ”baggrundsmateriale”, når disse rapporter tydeligt dokumenterer det syriske regimes krænkelser i modsætning til COI-rapporten?
  • Hvorfor har den danske Udlændingestyrelse ikke anvendt forsigtighedsprincippet i sin sagsbehandling?
  • Har det danske Udlændinge- og Integrationsministerium overvejet de bekymringer om beskyttelse, som indholdet af deres afvisningsbreve har forårsaget syriske flygtninge i Danmark foruden den foreslåede anvendelse af detentionscentre mhp. langvarigt ophold for flygtninge der er blevet afvist, på trods af de forfærdelige forhold på disse centre?

Udlændinge- og Integrationsminister Tesfayes (ikke-)svar

I maj og juni modtog SACD svar fra Tesfaye. I sit brev flytter han ansvaret for beslutningen til Flygtningenævnet, idet han påstår at ”beslutningen om at genoverveje opholdstilladelser givet til personer fra Damaskus og Rif Damaskus blev baseret på en vurdering om den generelle sikkerhedssituation i Damaskus og Rif Damaskus foretaget af Flygtningenævnet. Nævnets beslutninger er i overensstemmelse med den danske Udlændingelov som selvfølgelig lever op til Danmarks internationale forpligtelser, inklusive artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.”

Tesfayes svar forklarer imidlertid ikke på nogen måde grundlaget for hans påstand om at ophævelsen af beskyttelse for syriske flygtninge ikke er et brud på artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og han besvarer heller ikke hovedparten af de relevante spørgsmål vi stillede på vegne af syriske flygtninge i Danmark som udsættes for livsfare på grund af denne beslutning.

Tesfaye siger at ”Udlændinge- og Integrationsministeriet ikke deltager i vurderingen af asylsager. Den danske Udlændingestyrelse vurderer alle sager i første instans, og Flygtningenævnet i anden og sidste instans.”

Faktisk er den danske Udlændingestyrelse et direktorat under Udlændinge- og Integrationsministeriet og dens vurdering i første instans (om at det er tilstrækkeligt sikkert for syriske flygtninge at vende tilbage til Damaskus og Damaskus-regionen) er i det store hele blevet opretholdt af Flygtningenævnet. Vi har sendt det samme brev til Flygtningenævnet, men de har ikke nedladt sig til at svare. Skønt den danske regerings politiske ansvar for at ændre sin politik, som har ført til brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og UNHCR’s minimumskrav for beskyttelse af flygtninge samt til at udsætte syriske flygtninge fra Damaskus og Damaskus-regionen for fare, er åbenlyst, synes Tesfaye nu at placere hele ansvaret for disse beslutninger hos den danske Udlændingestyrelse, et direktorat der hører under hans ministerium. Mens han i april erklærede overfor AFP at ”regeringens politik virker, og jeg giver mig ikke hvad dette angår, det kommer ikke til at ske. Vi har gjort det klart overfor de syriske flygtninge at deres opholdstilladelse er midlertidig og at den kan ophæves hvis behovet for beskyttelse ophører med at eksistere,” forflytter han i sit seneste brev til SACD det fulde ansvar for sin politik til den danske Udlændingestyrelse og Flygtningenævnet: ”Regeringen handler i overensstemmelse med armslængdeprincippet hvilket betyder, at beslutninger i asylsager tages af den danske Udlændingestyrelse og Flygtningenævnet, uafhængigt af den politiske proces. Således hverken vil eller kan jeg blande mig i eller kommentere Udlændingestyrelsens eller Flygtningenævnets beslutninger eller praksis.”

Ministerens forsøg på at fralægge sig ansvaret for den problematiske politik ændrer ikke på den kendsgerning, at det var en vurdering fra en institution som hører under Tesfayes ministerium, og som var på linje med regeringens erklærede politik, der førte til Flygtningenævnets endelige beslutning som er i åbenlys strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. I ministerens svar påstår han at beslutningerne ”selvfølgelig lever op til Danmarks internationale forpligtelser, inklusive artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention”. Det står imidlertid fuldstændig klart nu, at regeringens politik er på direkte kollisionskurs med EU’s egen vurdering, som har sit grundlag i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, med UNHCR’s minimumskrav for beskyttelse, og vurderinger foretaget af Amnesty International, Human Rights Watch og organisationer som SACD og Syrian Network for Human Rights, som har leveret et bjerg af dokumentation for at ingen steder i Syrien, inklusive Damaskus og Damaskus-regionen, er sikre for flygtninge at vende tilbage til. Den blotte erklæring om at beslutningen lever op til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention betyder ikke at den faktisk gør det, stillet over for den overvældende dokumentation for at det ikke er tilfældet. Nøglespørgsmålene forbliver ubesvarede af Ministeriet, den danske Udlændingestyrelse og Flygtningenævnet:

  • Hvilke kriterier ligger til grund for vurderingen af at ophævelse af beskyttelse og tilbagesendelse til Syrien i disse sager om flygtninge fra Damaskus og Damaskus-regionen ikke vil være i strid med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention?
  • Hvad er grundlaget for at fortsætte med at anvende Udlændingelovens sektion 7, underafsnit 3 som basis for ophævelse af beskyttelse, for at retfærdiggøre disse beslutninger?
  • Hvordan besluttede I hvilke emner, underemner og researchspørgsmål der burde belyses og besvares da I opstillede referencetermerne for COI-rapporterne om Damaskus, Damaskus-regionen og øvrige geografiske områder? Hvorfor dækker dette ikke det fulde omfang af de sikkerhedsbekymringer syrere møder i Syrien, eller ved tilbagevenden hertil? Er den danske regering åben overfor at revidere rækkevidden af disse rapporter og definere referencetermer og rækkevidde i overensstemmelse med relevante professionelle vurderinger og ifølge de fordrevne syrere selv?

Tesfaye erklærer endvidere at ”COI-rapporterne nævnt i jeres brev bliver udarbejdet af Landedokumentationskontoret i den danske Udlændingestyrelse. Ministeriet er ikke involveret i udarbejdelsen af disse rapporter og har ingen indflydelse hverken på opstillingen af referencetermer eller det endelige indhold af rapporterne. Hvad angår svar på spørgsmål om COI-rapporterne, må jeg derfor henvise jer til at kontakte den danske Udlændingestyrelse.” Endnu engang må det anføres at den danske Udlændingestyrelse er et direktorat under Udlændinge- og Integrationsministeriet, og det undrer os at Tesfaye, trods sine tidligere erklæringer der bekræfter at disse beslutninger er et resultat af hans ministeriums erklærede politik, nu synes at antyde, at de blev truffet af institutioner der ikke hører under ministeriets myndighed og ansvar. Hidtil har hverken ministeren, den danske Udlændingestyrelse eller Flygtningenævnet svaret på vores spørgsmål om de talrige selvmodsigelser i COI-rapporten om Syrien fra oktober 2020, der tjente som grundlag for den danske Udlændingestyrelses vurdering i første instans, og som siden blev bekræftet af Flygtningenævnet:

  • Hvorledes kan det være muligt at der findes sådanne selvmodsigelser i COI-rapporten fra oktober 2020 der tjente som grundlag for de nylige beslutninger om at ophæve beskyttelsen af syriske flygtninge fra Damaskus og Damaskus-regionen, da informationerne i denne rapport direkte modsiger dets endelige vurdering?
  • Hvorfor har Ministeriet nedgraderet rapporter fra SNHR, SACD og andre troværdige syriske og internationale organisationer til ”baggrundsmateriale”, når disse rapporter tydeligt dokumenterer det syriske regimes krænkelser i modsætning til COI-rapporten?
  • Hvorfor har den danske Udlændingestyrelse ikke anvendt forsigtighedsprincippet i sin sagsbehandling?

Tesfaye forsvarer fortsat regeringens politik ved at argumentere, at ”skønt den danske regering ikke tager del i tvungne hjemsendelser ændrer dette ikke den danske regerings holdning, hvad midlertidig beskyttelse angår. Personer uden lovlig opholdstilladelse har pligt til at forlade Danmark, og den bedste løsning for alle parter ville være, at bemeldte personer vender frivilligt hjem. De danske myndigheder vil fortsætte med at hjælpe personer fra Syrien i Danmark med at arrangere deres frivillige hjemvenden og tilbyde finansiel støtte hvis en sådan finder sted.” Vi er sikre på at den danske regering anerkender den kendsgerning, at tvungen hjemsendelse ikke er begrænset til fysisk fjernelse af flygtninge fra et givet sted, men også inkluderer tvangsforanstaltninger inklusive tilbageholdelse under utilstrækkelige forhold, nægtelse af adgang til anstændige uddannelses- og jobmuligheder, skabelse af en fornemmelse af fortvivlelse, som den danske regerings nylige beslutninger har udmøntet sig i for syriske flygtninge, der er uheldige nok til at få ophævet deres beskyttelse. Denne erklæring fra Human Rights Watch – ”Disse tvangsforanstaltninger iværksættes i et klima af xenofobisk retorik fra ledende politikere der anmoder om hjemsendelse af syriske flygtninge idet de påstår at Syrien er sikkert” – henviser til Libanon, men kunne lige så vel anvendes i sin helhed om Danmark under de nuværende omstændigheder. Hvilket får os til at spørge igen:

  • Har det danske Udlændinge- og Integrationsministerium overvejet de bekymringer om beskyttelse, som indholdet af deres afvisningsbreve har forårsaget for syriske flygtninge i Danmark foruden den foreslåede anvendelse af detentionscentre mhp. langvarigt ophold for flygtninge der er blevet afvist, på trods af de forfærdelige forhold på disse centre?

Hvad bliver det næste?

I betragtning af det danske Folketings seneste beslutning om at etablere ”modtagecentre” for flygtninge udenfor EU, står det klart at beslutningen om at ophæve beskyttelsen af syriske flygtninge er en del af en politisk tilgang der stræber efter at dehumanisere og gøre syndebukke ud af de mest sårbare mennesker, som flygter fra deres hjem, idet de søger efter sikkerhed og grundlæggende menneskerettigheder, i bytte for kortsigtede politiske gevinster. Vi har ingen illusioner om at en sådan populistisk politik nogensinde vil tage Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, FN’s Flygtningekonvention eller EU’s egen flygtningelovgivning alvorligt, hvad der blev demonstreret tydeligt i Tesfayes svar. Det er imidlertid alle relevante myndigheders pligt, inklusive EU’s egne institutioner, UNHCR, OHCHR, internationale menneskerettighedsorganisationer og borgerrettighedsaktivister i Danmark og alle andre steder, at stille de samme spørgsmål til den danske regering, at fastslå dens ansvar for brud på syriske flygtninges ret til beskyttelse og sikre at en lignende diskriminerende politik ikke bliver vedtaget andetsteds. ”Flygtninge hjemsendt [til Syrien] risikerer stadig at blive udsat for adskillige forhindringer og trusler såsom tvungen værnepligt, vilkårlig tilbageholdelse, at forsvinde, blive tortureret, og udsat for fysisk og seksuel vold, blandt andre farer.” Vi må få disse ord fra Europa-kommissionens Direktorat for Civil Beskyttelse og Nødhjælpsoperationer til at genlyde i Danmarks politiske og offentlige diskurs, og videre, som en påmindelse om hvor dybt inhuman og uacceptabel beslutningen om at ophæve beskyttelse af syriske flygtninge fra Damaskus og Damaskus-regionen virkelig er.

Som vi gentagne gange har erklæret, må den danske regering genoverveje denne beslutning stillet overfor det overvældende bevismateriale der tydeligt viser det fejlagtige grundlag for dens vedtagelse. Den eneste måde at sikre dette på er gennem en omfattende politisk løsning som garanterer fordrevne menneskers rettigheder med stærke internationale garantier. Hvad dette angår, lad os endnu engang citere Danmarks udenrigsminister Kofod: ”Langsigtet stabilitet kræver en forhandlet ende på konflikten. Det kræver at regimet ændrer sin opførsel. Den mishandling det syriske folk rejste sig imod. Det må stoppe nu.” Vi er enige. Før man overvejer nogen hjemsendelser, må en sådan mishandling fra regimets side høre op. I Damaskus og overalt i Syrien. Syriske flygtninges tilbagevenden skal være sikker, frivillig og værdig. Alt andet, inklusive delvise hjemsendelser der udsætter folk for de samme trusler, som de flygtede fra, er en opskrift på katastrofe som primært vil ramme syrere, men give genlyd langt fra både Syrien og hele regionen.